Introduktion til de tektoniske plader
De tektoniske plader er enorme stykker af jordskorpen, der dækker jordens overflade. Disse plader er ikke faste, men bevæger sig langsomt over tid. De er ansvarlige for mange af de geologiske fænomener, vi ser i dag, herunder jordskælv, vulkanisme og bjergdannelse.
Hvad er de tektoniske plader?
De tektoniske plader består af jordskorpen og den øverste del af mantlen. Jordskorpen er den yderste del af jorden og består af faste klipper, mens mantlen er den lag under jordskorpen, der er halvflydende. Pladerne er opdelt i flere store og mindre stykker, der passer sammen som et puslespil.
Hvordan bevæger de tektoniske plader sig?
De tektoniske plader bevæger sig på grund af konvektionsstrømme i mantlen. Mantlen er varmest i midten og køligere nær jordskorpen. Denne temperaturforskel får mantlen til at bevæge sig, og det skaber strømme af smeltet sten, der driver pladerne til at bevæge sig væk fra hinanden, mod hinanden eller glide forbi hinanden.
Pladegrænser og pladetektonik
Konvergente pladegrænser
Konvergente pladegrænser opstår, når to plader bevæger sig mod hinanden. Når dette sker, kan der dannes bjerge, da de to plader kolliderer og presser jordskorpen opad. Dette kan også føre til dannelse af dybe oceanrender og vulkaner.
Divergente pladegrænser
Divergente pladegrænser opstår, når to plader bevæger sig væk fra hinanden. Dette sker normalt på havbunden, hvor magma stiger op fra mantlen og skaber ny jordskorpe. Disse divergente grænser er ofte forbundet med havbundsudspredning og dannelse af undersøiske bjergkæder.
Transforme pladegrænser
Transforme pladegrænser opstår, når to plader glider forbi hinanden. Dette kan føre til dannelse af store forkastninger, der forårsager jordskælv. Et berømt eksempel på en transform grænse er San Andreas-forkastningen i Californien, USA.
De vigtigste tektoniske plader
Den Nordamerikanske plade
Den Nordamerikanske plade dækker det meste af Nordamerika og strækker sig fra Grønland i nord til Mexico i syd. Den omfatter også dele af Atlanterhavet og Stillehavet.
Den Sydamerikanske plade
Den Sydamerikanske plade dækker det meste af Sydamerika og strækker sig fra Andesbjergene i vest til Atlanterhavet i øst.
Den Eurasiske plade
Den Eurasiske plade dækker det meste af Europa og Asien og strækker sig fra Island i vest til Japan i øst.
Den Afrikanske plade
Den Afrikanske plade dækker det meste af Afrika og strækker sig fra Middelhavet i nord til Sydafrika i syd.
Den Australske plade
Den Australske plade dækker Australien og områderne omkring det, herunder New Zealand og dele af Indonesien.
Den Antarktiske plade
Den Antarktiske plade dækker Antarktis og de omkringliggende havområder.
Den Stillehavspladen
Den Stillehavspladen er den største af de tektoniske plader og dækker det meste af Stillehavet. Den omfatter også dele af Nordamerika, Sydamerika og Asien.
Effekter af pladetektonik
Jordskælv
Jordskælv opstår, når der er en pladegrænse, der bevæger sig eller kolliderer. Når spændingen mellem pladerne bliver for stor, frigives energien i form af et jordskælv. Størrelsen af et jordskælv måles ved hjælp af Richterskalaen.
Vulkanisme
Vulkanisme opstår, når magma stiger op fra mantlen og når jordoverfladen. Dette sker normalt ved divergente pladegrænser og kan føre til dannelse af vulkaner og udbrud af lava og aske.
Bjergdannelse
Bjergdannelse opstår ved konvergente pladegrænser, hvor to plader kolliderer og presser jordskorpen opad. Dette kan føre til dannelse af bjergkæder som f.eks. Himalaya-bjergene.
Havbundsudspredning
Havbundsudspredning sker ved divergente pladegrænser, hvor magma stiger op fra mantlen og skaber ny jordskorpe på havbunden. Dette fører til, at havbunden bliver bredere over tid.
Historisk udvikling af teorien om de tektoniske plader
Alfred Wegeners kontinentaldrift
I begyndelsen af det 20. århundrede foreslog Alfred Wegener teorien om kontinentaldrift. Han mente, at kontinenterne engang havde været samlet i et superkontinent kaldet Pangaea og senere blevet spredt ud til deres nuværende positioner.
Harry Hess’ teori om havbundsudspredning
I 1960’erne fremsatte Harry Hess teorien om havbundsudspredning. Han foreslog, at havbunden blev dannet ved divergente pladegrænser, hvor magma steg op og skabte ny jordskorpe.
Opdagelsen af pladetektonik
I 1968 blev teorien om pladetektonik bekræftet, da forskere opdagede, at jordskorpens bevægelse kunne spores ved hjælp af satellitter og seismiske målinger. Dette bekræftede, at jorden består af flere tektoniske plader, der bevæger sig rundt.
Opsummering
De tektoniske plader er store stykker af jordskorpen, der bevæger sig på grund af konvektionsstrømme i mantlen. Disse plader skaber forskellige typer af pladegrænser, herunder konvergente, divergente og transforme grænser. Pladerne er ansvarlige for mange geologiske fænomener, herunder jordskælv, vulkanisme, bjergdannelse og havbundsudspredning. Teorien om de tektoniske plader blev udviklet i det 20. århundrede og har sidenhen været afgørende for vores forståelse af jordens dynamik.